Kapitel 1

Davy vågnede til en varm og mærkelig seng. Han kunne ikke forestille sig, hvor han var, eller hvad der var gået galt. Der var en knirkende lyd, som ikke burde være der, og han var bange, ikke sikker på om han drømte. Sandheden, der ramte ham, var værre end en dårlig drøm. Han huskede at følge Pat ned i havnen, som var det mørkeste og mest øde sted at gemme sig.

​

         De kunne høre folkemængden, der havde samlet sig uden for pubben, der løb efter blod. Selvom de ikke kunne se, hvad der blev sagt, vidste drengene, at de var overalt på den anden side af vejen og kiggede ned i det mørke i Leiths vand. Bob, hans gamle ven fra førskoletiden, vidste instinktivt, hvornår han skulle redde sit eget skind og kneppe enhver anden - de vidste, at han længe var flygtet fra stedet.

​

          Davy og Pat løb halvt snublende langs de brostensbelagte gader ned ad kysten og nåede gennem de uovervågede havneporte. De gik i stå, gispede efter vejret, svedende med det pludselige adrenalinudbrud fremkaldt af frygt og opstemthed. Davy havde nogle smerter, stadig i en tilstand af chok, da han hvilede sig mod stablen af nyt tømmer og ventede på, at en hestevogn skulle tage det til møllerne.

​

          Frygten tog nu fat i ham; for første gang i evigheder begyndte han at gå i panik, og lugtene fra tømmeret var voldsomme og fik ham til at bryde op. Han hvilede sin gode hånd på træet, som straks blev dækket af saften fra det stadig tørrende tømmer. Det var sjovt, hvordan små ting stadig kunne genere ham. Det var da, at Pat greb ham i kraven på hans afrevne skjorte og begyndte at slå ham hårdt i ansigtet. Lige da Davy var ved at gøre gengæld, kom han tilbage til fornuften. Han kunne nu høre, hvad Pat prøvede at fortælle ham.

​

          "Vi er nødt til at få dig godt ud herfra, Davy dreng, og den eneste måde, jeg kan komme i tanke om lige nu, er til søs." Pats svedende ansigt var meget tæt på Davy. "Jeg kan få dig med på skibet, der tager mig, men du skal gøre præcis, som jeg fandme fortæller dig."

       Davy nikkede, ikke helt sikker på, hvad Pat mente, og heller ikke implikationerne af, hvad der lige var sket. Jeg har dræbt den bastard, Tazz, indså Davy langsomt, og selvom han godt kunne have fortjent det, ville dommeren ikke se tingene på den måde. Davy ville hænge for det, hvis det lykkedes myndighederne at få fat i ham. Med denne pludselige viden mærkede Davy sig synke ned ad tømmerbunken.

​

          "Hvad fanden skal jeg gøre nu, Pat," udbrød han. "Jeg tror, jeg har dræbt bastarden."

​

          Pat svarede endnu en gang, at hans eneste håb nu var at komme for fanden ud af Skotland, så langt væk og hurtigt som muligt. Han tog fat i Davy, halvt og slæbte ham, og med en kold stemme beordrede han at bevæge sig.

​

      De vovede sig tilbage ud i det dunkle lys af den brostensbelagte vejbane, der udgjorde en af kajen på kajen, og gik videre ind i det mørke indre. Davy var nu halvt bevidstløs med et tab af blod fra knivstikket. Det var ligesom intet, han nogensinde kunne forklare for en anden, hvordan det var at have en klinge gå ind. Han var kun halvt klar over formen af et skib, der truede op i halvlys, for derefter at blive trukket op ad landgangen af Pat .

​

Han huskede vagt, at Pat havde en samtale med nogen på skibet, men han kunne ikke være sikker... det hele virkede som et mareridt. Han var sikker på, at han snart ville vågne; det ville være tid til at svinge ud af sengen, gøre klar til endnu en dags podning på værftet.

​

​